I november forud for skolestart indkaldes til indskrivning for de nye børn til kommende børnehaveklasse.
Der inviteres til fællesspisning i løbet af foråret, hvor børn og forældre mødes med deres kommende klassekammerater. I juni inviteres de nye børn + evt. forældre til go´dag-dag, hvor de møder deres lærer + SFO-personale og ikke mindst deres store venner.
For at familierne hurtigere kan lære hinanden at kende, laver vi en blå bog, hvor hver familie skriver lidt om sig selv.
Blandt de store elever på skolen, finder vi “en stor ven” – en kammerat fra 8. klasse – til hvert barn i børnehaveklassen. En stor ven er én, man kan sidde hos til morgensang, én man kan spørge om ting og få hjælp af eller måske lege med. Vi oplever, at der ofte knyttes meget tætte bånd mellem stor og små, og ordningen bidrager til, at vi på Friskolen har en god kultur, når børn skal tage ansvar for hinanden, og når de skal agere på tværs af alder.
Væsentlige målsætninger for arbejdet i børnehaveklassen er:
– At børnene lærer betydningen af det ligeværdige fællesskab, lærer at respektere og tage hensyn til hinanden. – At stimulere børnenes sprog og øge deres begrebsverden. Der bruges megen tid på sang, rim, remser, fortælling, oplæsning og samtale. – At børnene lærer at arbejde målrettet og koncentreret, både individuelt og i grupper. Der arbejdes både med frie opgaver såvel som tilrettelagte emnearbejder. – At tilgodese børnenes behov for fri leg. Gennem legen udvikles barnets krops- og sansebevidsthed, og den sociale, følelsesmæssige og intellektuelle udvikling styrkes.
|