Friskolen i Skive betragter sig som en “udvidelse af hjemmet”. Som en konsekvens heraf deltager forældrene således i skolens vedligeholdelse, rengøring og i øvrigt i mange forskellige arrangementer på og omkring skolen: fester, lejrskoler, ekskursioner, emneuger, forskelligt udvalgsarbejde, foredrag m.v. – alt sammen et godt grundlag for den åbne, tillidsfulde meningsudveksling, der er nødvendig for at holde vores skole levende.
Det forventes, at forældrene indmelder sig i støtteforeningen Den glade Sol, hvis klasserepræsentanter (=bestyrelse) arrangerer og organiserer mange af de praktiske forældreaktiviteter, som er nødvendige for skolen og sammenholdet om den, f.eks. rengøring, servering i forbindelse med klassemøder, fester m.v. Overskuddet fra Den glade Sols aktiviteter kan kun anvendes til at støtte Friskolen i Skive.
Ligeledes forventes det, at forældrene abonnerer på Friskolebladet, som udgives af Dansk Friskoleforening, og som kan give en bedre forståelse for, hvad der rører sig i friskolekredse. Abonnementet opkræves sammen med skolepengene.