Friskolen stiler mod at skabe et overskueligt og trygt miljø, præget af nærvær, medmenneskelighed, anerkendelse og ansvarlighed; et miljø som giver den enkelte gode muligheder for individuel udfoldelse uden at begrænse andres. Bag skolens arbejde ligger en dyb respekt og forståelse for det enkelte menneskes værdi og integritet.
Fællesskab er en kerneværdi, hvor alle med tilknytning til skolen deltager og bidrager. Barnets identitetsdannelse og selvindsigt bliver til i fællesskabet. Fællesskab fødes når jeg bli´r til os.
Fællesskabets værdier danner grundlag for samarbejdet med skolens forældre omkring det enkelte barn, klassen og skolen. Dette samarbejde er baseret på tillid, dialog og gensidig respekt.
I skolens læringsrum er trivsel, faglighed og dannelse nøgleord. I den Grundtvigske tradition skal børnene gøres dannede og duelige til at leve i det liv, de er i som børn og det liv de vil få. Undervisningen vægter den sanselige, følelsesmæssige og rationelle tilgang til livet ligeværdigt. Med et grundlæggende humanistisk menneskesyn er Friskolen optaget af det hele menneske og alle de ressourcer, der findes i ethvert barn. Modet og nysgerrigheden efter at lære og leve i den sammenhæng, de indgår i, er vigtige forudsætninger. Derfor har vi valgt at være prøve- og karakterfri skole. Den måling, vi anvender, er kvalitativ, udviklingsorienteret og børnevenlig.