VEDTÆGTER
Offentliggjort på hjemmesiden 22. september 2020
HJEMSTED OG FORMÅL
§ 1. Stk. 1. Friskolen i Skive, Fredensgade 11 7800 Skive CVR.nr. 68735513, er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution med hjemsted i Skive kommune. Skolen er oprettet 21. juni 1982.
§ 2. Stk. 1. Institutionens formål er at drive en friskole med børnehaveklasse, 1. – 9. klasse og evt. børnehave og daginstitution og 10. klasse, alt efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler m.v. Det følger heraf, at skolen efter sit formål og i hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling melle kønnene.
Stk. 2. Skolens idégrundlag er Grundtvigs skoletanker.
Skolen skal give eleverne et trygt og overskueligt miljø og tage hensyn til det enkelte barns interesse og evner for indlæring.
Skolen skal give børnene mulighed for at udvikle sig til frie, selvstændige mennesker med ansvarsbevidsthed, selvrespekt og medmenneskelighed.
Undervisningen skal stimulere og øge børnenes interesse og forståelse for samfunds-, natur- og miljøforhold bl.a. gennem tæt kontakt med det omgivende samfund.
Undervisningen skal stimulere børnenes fantasi og kreativitet, bl.a. ved at de kreative fag inddrages i den øvrige undervisning. Praktisk arbejde, kropsudfoldelse og teoretisk kunnen anses for ligeværdige dele af undervisningen. Fortælling, sang og musik er en naturlig del af undervisningen.
Skolen forbereder eleverne til ansvarlig medleven og medbestemmelse, og til at forstå vort folks traditioner, kulturværdier og demokratiske livsmønster.
Stk. 3. Undervisningen skal overvejende være emnecentreret og foregå i større, ikke timeopdelte undervisningsblokke – hvor det er formålstjenligt, på tværs af klassetrin.
Skolen er eksamensfri. Undervisningsniveauet svarer til, at børnene kan indstille sig til folkeskolens afgangsprøver, og undervisningen skal tilrettelægges således, at børnene uden større problemer kan skifte til en folkeskole eller anden friskole.
Skolens elevtal i grundskolen (bh.klassen – 6. kl.) er max. 18 elever pr. årgang. I 7. -9. klasse er max. elevtal 20 elever pr. årgang. Elevtallet kan fraviges i tilfælde af omgængere.
SKOLENS DRIFT
§ 3. Stk. 1. Skolens drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen og andre med interesse for skolen, på grundlag af skolepenge fra eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige.
Stk. 2. Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Stk. 3. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder institutionen og vil være at anvende til tilvejebringelse af en kapital til imødegåelse af fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af undervisningsmaterialer, byggeforanstaltninger, udvidelse og lignende.
Stk. 4. Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens drift, skal under hensyntagen til sikkerheden anbringes på én eller flere af følgende måder, dog aldrig på konti mv., som andre end skolen råder over:
1) Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).
2) I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.
3) I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.
4) I værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsforeningsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 2 og 3.
Stk. 5. Skolen kan uanset bestemmelsen i stk. 4, nr. 4, under størst mulig hensynstagen til sikkerheden i fornødent omfang anbringe likvide midler i andelsbeviser med begrænset hæftelse eller aktier i det pengeinstitut, som skolen bruger som sin sædvanlige bankforbindelse, og i andelsbeviser med begrænset hæftelse i forsyningsvirksomheder m.m., hvis skolen derved opnår økonomiske fordele. Andelene og aktierne skal afhændes, hvis skolen skifter pengeinstitut eller ikke længere opnår den forudsatte fordel.
FORÆLDREKREDS OG SKOLEKREDS
§ 4. Stk. 1. Forældrekredsen består af forældre til børn i skolen.
Stk 2. Forældrenes rettigheder i medfør af “Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og denne vedtægt tilkommer den eller de personer, der har forældremyndigheden over eleven. Skolen kan anse den eller de personer, der har barnet i pleje for bemyndiget til at handle på forældremyndighedsindehaverens vegne, dog ikke for så vidt angår spørgsmålet om skolegangens begyndelse og varighed.
Stk. 3. Skolekredsen er baggrund for skolens virke og består af alle forældre til børn, som er elever i skolen og til børn, som er tilmeldt skolen med henblik på skolegang senest 1 år efter indmeldelsen. Andre personer med interesse for skolens arbejde kan optages efter bestyrelsens godkendelse. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen, såvel af den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et evt. mindretal i bestyrelsen.
Stk. 4. Medlemmer, som ikke har børn på skolen, betaler et af bestyrelsen fastsat årligt kontingent, men de har ikke stemmeret.
§ 5. Stk. 1. Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld. Som medlemmer regnes både medlemmer af forældrekreds og skolekreds.
Stk. 2. Medlemmerne af forældrekredsen har adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme. Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan gives fuldmagt til den person, man deler forældremyndighed over et barn i skolen med, ved valg af forældrerepræsentanter og ved valg af den/ de tilsynsførende.
Stk. 3. Medlemmer, der ikke opfylder deres forpligtelser over for institutionen, eller som modarbejder institutionens formål, jvf. § 2, kan ekskluderes af skolekredsen af en enig bestyrelse. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen.
GENERALFORSAMLING
§ 6. Stk. 1. Generalforsamlingen skal godkende ændringer i skolens formål.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år senest en uge før udgangen af april og fortrinsvis finde sted på skolen eller andet egnet sted i Skive. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Til generalforsamlingen indkaldes skolens forældre.
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsen aflægger beretning til godkendelse.
- Skolens leder aflægger beretning.
- Det reviderede regnskab fremlægges til orientering.
- Indkomne forslag.
- Valg af forældrerepræsentanter til bestyrelsen
- Valg af suppleanter.
- Eventuelt.
I forbindelse med generalforsamlingen afholdes særskilt valg af tilsynsførende og af forældrerepræsentanter, hvor forældrekredsens medlemmer er stemmeberettigede.
Stk. 3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 15. marts og skal bekendtgøres for forældrekredsen og skolekredsens medlemmer samtidig med generalforsamlingens indvarsling, jfr. også § 6, stk. 3.
Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig for at det alene er personer, der tilhører forældrekredsen, der stemmer jf. § 5 vdr. stemmeret og § 10 vdr. bestyrelsens sammensætning.
§ 7. Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller 1/3 af medlemmerne ønsker det.
Indkaldelsen sker som for ordinær generalforsamling og med opgivelse af dagsorden.
§ 8. Stk. 1. Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal – om ønskes ved skriftlig afstemning – og generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, jvf. § 19 og § 20.
Stk. 2. Over det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives af dirigenten.
BESTYRELSENS SAMMENSÆTNING
§ 9. Stk. 1. Bestyrelsen, der består af 5 medlemmer, vælges på generalforsamlingen af og blandt forældre med børn på skolen efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende. Stk. 2. Der opstilles mindst en kandidat mere, end der er på valg. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år og afgår skiftevis med 2 og 3 årligt, om nødvendigt ved lodtrækning. Genopstilling kan finde sted.
Stk. 3. Der vælges af og blandt forældre med børn på skolen hvert år 2 suppleanter for skolens bestyrelsesmedlemmer. Første suppleant er den, som ved valget har fået flest stemmer af de 2 valgte.
Stk. 4. Et bestyrelsesmedlem, som ikke længere har børn på skolen, erstattes af en suppleant, der også med hensyn til valgperiode indtræder i det afgåede bestyrelsesmedlems sted.
Stk. 5. Forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.
Stk. 6. Bestyrelsesmedlemmer kan ikke afsættes i funktionsperioden.
Stk. 7. Bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd.
Stk. 8. Bestyrelsesmedlemmerne er ikke ved udøvelsen af bestyrelseshvervet undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.
§ 10. Stk. 1. Skoleleder, lærere, andet personale ved institutionen samt elever kan ikke være medlem af bestyrelsen, og vil kun kunne deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer, såfremt de er forældre til børn, som er elever i skolen.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.
Stk. 4. I bestyrelsesmøderne deltager skolelederen og en repræsentant for skolens øvrige ansatte uden stemmeret. Skolelederen kan ikke deltage i behandling af egne arbejdsforhold. Ligeledes deltager repræsentanten for de øvrige ansatte ikke i behandling af sager vedrørende ansættelse, afskedigelse og den enkeltes arbejdsforhold.
BESTYRELSENS OPGAVER
§ 11. Stk. 1. Den overordnede ledelse af skolen varetages af bestyrelsen.
Stk. 2. Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger i sin midte formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.
Stk. 3. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte, formanden eller 3 medlemmer finder det fornødent.
Stk. 4. Formanden indkalder mødedeltagerne og giver i indkaldelsen meddelelse om, hvilke sager, der vil komme til behandling på mødet.
Stk. 5. Møderne ledes af formanden, og de trufne beslutninger indføres i en beslutningsprotokol.. Ethvert bestyrelsesmedlem kan få sin afvigende mening ført ind i beslutningsprotokollen. Protokollen skal underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Konstateret inhabilitet skal endvidere indføres i protokollen. Beslutninger af almen interesse udsendes i referat til skolekredsen og forældrekredsens medlemmer. Formanden drager omsorg for, at de trufne beslutninger kommer til udførelse.
Stk. 6. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer – herunder formanden eller næstformanden – er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev.
§ 12. Stk. 1. Et bestyrelsesmedlem er inhabil i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald.
I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, der er gældende for offentlig forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer, skolelederen og andre ansatte ved skolen jf. bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt mv.
Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmer må ikke samtidig eje eller sidde i bestyrelse for en virksomhed, som udlejer bygninger til skolen.
Stk. 3. Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen i henhold til gældende regler jf. lovens § 5, stk. 6. og bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler mv. I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der udpeges eller vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af perioden.
Stk. 4. For bestyrelsen, lederen og andre ansatte ved skolen gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt m.v.
§ 13. Stk. 1. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for Børne- og Undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, loven og andre retsregler om friskoler og private grundskoler.
Stk. 2. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.
Stk. 3. Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom, samt at bestyrelsen træffer beslutning om ethvert spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.
Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen vælger den tilsynsførende, og for at forældrekredsen fastsætter nærmere regler for forældrekredsens eget tilsyn, jfr. § 4, stk. 2 og § 6, stk. 1.
Stk. 5. Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde, herunder at den af bestyrelsen valgte revisor udfører sit arbejde korrekt.
Stk. 6. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepenge, forældrebetalingen til SFO, indmeldelsesgebyr og kontingenter.
Stk. 7. Efter indstilling fra skolens leder ansætter og afskediger bestyrelsen skolens lærere og andet fastansat personale.
§ 14. Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmerne af forældrekredsen og skolekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til indsigt i budgetter, regnskaber, revisionsprotokol og andre dokumenter, som er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække denne ret til andre og kan fastsætte nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Oplysningerne, der er omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven, kan dog ikke videregives.
TEGNINGSRET
§ 15. Stk. 1. Skolen tegnes enten af bestyrelsens formand i forening med skolelederen eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. i lov om erhvervsdrivende virksomheder.
Stk. 2. Til køb, salg og pantsætning eller andre dispositioner over skolens faste ejendomme kræves underskrift af mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer.
SKOLELEDER
§ 16. Stk. 1. Skolens leder ansættes af bestyrelsen og afskediges af generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen. Skolelederen har over for Børne- og undervisningsministeriet, forældrekredsen, skolekredsen og skolens bestyrelse ansvaret for den daglige og den pædagogiske ledelse af skolen i henhold til love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.
Stk. 2. Efter bestyrelsens retningslinjer ansætter skolelederen vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt forestår skolens daglige administration og personaleledelse.
Stk. 3. Skolelederen træffer de fornødne dispositioner i forbindelse med den daglige drift inden for de rammer, bestyrelsen har givet, herunder det årlige budget. Skolelederen fungerer som sekretær for bestyrelsen og forestår – under kassererens overordnede ledelse – den daglige økonomiske administration, herunder udarbejdelse af budgetforslag m.v.
Stk. 4. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at skolelederen i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.
REGNSKAB
§ 17. Stk. 1. Skolens regnskabsår følger statens finansår.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en årsrapport i overensstemmelse med gældende regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at regnskabet revideres i overensstemmelse med lovgivningen og de af Undervisningsministeriet til enhver tid fastsatte bestemmelser. Revisor vælges af bestyrelsen.
Stk. 3. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive regnskabet og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab.
Stk. 4. Revisionen skal være afsluttet senest den 1. april, hvorefter det reviderede regnskab tilstilles bestyrelsen til forelæggelse på den førstkommende ordinære generalforsamling til orientering.
VEDTÆGTSÆNDRINGER
§ 18. Stk. 1. Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægternes ordlyd skal bestyrelsen sikre, at skolen følger lovgivningen, og bestyrelsen har ansvaret for, at skolens vedtægter til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på 2 generalforsamlinger ved almindelig stemmeflerhed med mindst 30 dages mellemrum. Vedtægtsændringer har kun gyldighed hvis de 1)indeholder oplysning om, hvem der er formand og næstformand for bestyrelsen, 2) er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer og 3) angiver bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser med let læselig skrift f.eks. maskinskrift og 4) er offentliggjort på skolens hjemmeside med angivelse af, hvornår offentliggørelsen har fundet sted, og hvornår vedtægtsændringerne er vedtaget af bestyrelsen.
NEDLÆGGELSE
§ 19. Stk. 1. Beslutning om opløsning af skolen kan kun træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af samtlige medlemmer stemmer for ophævelse. Opnås et sådant flertal ikke, kan spørgsmålet forelægges for en ny generalforsamling mindst 30 dage efter, og vedtagelse kan her ske med sædvanligt flertal af de fremmødte medlemmer. Bestyrelsen skal umiddelbar herefter orientere forældrekredsen om beslutningen om nedlæggelse og grundlaget herfor.
Stk. 2. Ophører skolen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal den nedlægges.
Stk. 3. Det påhviler bestyrelsen at give Børne- og undervisningsministeriet og de kommuner, hvor skolens elever er hjemmehørende, meddelelse om institutionens opløsning.
Ligeledes skal ministeriet omgående orienteres, hvis skolen standser sine betalinger, erklæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.
Stk. 4. Opløses skolen, fungerer den siddende bestyrelse videre, indtil skolens økonomiske forhold er afviklet og gennemført efter loven eller er overgået til behandling i skifteretten, idet bestyrelsen har ansvaret for bevarelse af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter loven samt for, at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelse herom.
Stk. 5. Såfremt bestyrelsen skal sørge for likvidation af skolen, træffer den beslutning om nedlæggelse.
Stk. 6. Der indstilles til Børne- og undervisningsministeriet, at eventuelt overskud efter opløsning af skolen tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening. Indstillingen skal godkendes af ministeriet.
Således vedtaget på generalforsamlingen d. 14. august 2007 samt d. 18. september 2007 og i sin nuværende form d. 17. september 2020. Bestyrelsen behandlede og vedtog vedtægterne d. 18. august
2020. Seneste vedtægtsændring på generalforsamlingen 26. august 2021 vedr. §16.stk 1. Godkendt i Børne- og undervisningsministeriet 7. februar 2008.